Det er lidt op af bakke for TV 2 i dag. Først rammes stationen af en regulær shitstorm, fordi seerne er vrede over musiktraileren, der skal reklamere for tilbagebliks-programmet 'De største øjeblikke.'
Så erklærer Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, at traileren, som hun selv har medvirket i, er "langt ude" og "respektløs."
Derpå beslutter TV 2 sig for at trække den tilbage og foretage "justeringer."
Og nu melder også den radikale leder Morten Østergaard ud, at han fortryder sin deltagelse i traileren, der er blevet kritiseret for på en uskøn måde at blande smarte danse-moves til Møs' 'Lean On' sammen med klip af flygtninge i nød og tragisk terror.
I en sms til Avisen.dk skriver Radikale Venstres pressechef Andreas Hemmeth på vegne af Morten Østergaard:
"Det er en video, som ikke repræsenterer det, vi sagde ja til at medvirke i. Og derfor kan vi ikke stå inde for hverken udtryk eller indhold. Tværtimod - det står helt for TV 2's regning. Havde vi kendt præmissen, var det blevet et pænt nej tak."