Udskældt PSG-målscorer: En drøm gik i opfyldelse
Paris Saint-Germains nyindkøbte forsvarsspiller David Luiz scorede og var med til at sikre sejr mod Barcelona.


Det har været nogle hårde uger og måneder for den brasilianske fodboldspiller David Luiz. Først tabte David Luiz og Brasilien med 1-7 i VM-semifinalen til Tyskland, som senere blev verdensmester på brasiliansk grund.

Og siden skiftede David Luiz fra Chelsea til Paris Saint-Germain, hvor sæsonstarten har været meget svingende.

PSG-spilleren var derfor en lettet mand efter tirsdagens 3-2-sejr hjemme over FC Barcelona i Champions League, hvor han scorede til 1-0.

- Det var en fantastisk kamp i en utrolig atmosfære. Vi har ikke startet sæsonen godt, men i aften var alle spillere fantastiske. At score var noget enestående for mig.

- Jeg erkender, at jeg ikke har levet op til forventningerne indtil videre, men i aften blev en drøm gjort til virkelighed, siger Luiz til Uefas hjemmeside.

Holdkammeraten Blaise Matuidi, som scorede til 3-1 mod Barcelona, roser parisernes offensiv, som fik åbnet et ellers stærkt spansk forsvar.

- Vi leverede en fantastisk kamp mod et godt hold, som ikke har indkasseret mål i denne sæson. Vi er tilfredse.

- Det handlede om indstilling, og vi viste, at vi kan præstere i de store kampe, siger Blaise Matuidi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.