Udskældt Erik Hamrén bliver på landstrænerposten
Svenske medier raser over Erik Hamrén og landsholdets præstation i tirsdagens 1-4-nederlag til Østrig.
Svenske spillere ser forstenet til efter en østrigsk scoring tirsdag.
Svenske spillere ser forstenet til efter en østrigsk scoring tirsdag. Foto: Jonas Ekstromer/AP


De svenske medier raser, efter at landets fodboldlandshold tirsdag aften blev ydmyget på hjemmebane med et 1-4-nederlag til Østrig. Holdets andet nederlag på tre dage har kraftigt forringet mulighederne for at kvalificere sig til EM næste sommer.

Landstræner Erik Hamrén har trods kritikken og den elendige præstation ingen planer om at stikke halen mellem benene, siger han.

- Jeg har ingen intentioner om at gå af. Jeg har været i modgang tidligere i min karriere, og jeg er blevet fyret to gange, men jeg har aldrig selv trukket mig. Jeg tager ansvar, og det har jeg ikke tænkt mig at løbe fra. Jeg er sådan en, der står op i modgang.

- Jeg føler samme skuffelse som de tilskuere, der fulgte med i kampen på stadion, i tv eller i radio, siger Erik Hamrén, der var cheftræner superligaklubben AaB fra 2004 til 2008.

De svenske fodboldkommentatorer udtrykker i medierne dagen derpå en stor skepsis over for Erik Hamrén.

- Hamrén fik lov til at fortsætte efter den missede kvalifikation til VM i 2014. Nu risikerer han at køre Sverige ud i grøften i tidernes letteste EM-kvalifikation, skriver Expressens Mathias Lühr med henvisning til, at EM næste år for første gang får deltagelse af 24 lande.

Nyhedsbureauet TT's Henrik Skiöld vil have havarikommissionen på banen.

- Det var intet andet end et kollaps i en kamp, som Sverige var nødt til at vinde. Skyggen falder tungest over Erik Hamrén. Vi trænger til at få en havarikommission ind for at konstatere, om han er nået til vejs end med det her hold.

Kritikken vælter også ned fra Aftonbladets Erik Niva, der dog påpeger, at Sverige stadig har en ekstra mulighed for at kvalificere sig til EM i form af to playoff-kampe.

- Bizart nok er det så vanskeligt at gå glip af denne slutrunde, at det fortsat er muligt at snuble sig forbi en playoff-modstander. Set i det lys er nederlaget ikke så alvorligt.

Også fodboldkommentatorer fra Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet kritiserer landsholdets indsats, som de kalder for pinlig og ussel.

Med to kampe tilbage har Sverige 12 point på tredjepladsen i gruppe G. Det er to færre end Rusland og et mere end Montenegro. Sverige mangler at møde Liechtenstein og Moldova. To sejre sikrer som minimum playoff-kampe.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.