Udskældt AaB'er: Vi har rigtig gode angribere
Jannik Pohl er om nogen billedet på den uskarphed, der på det seneste har kendetegnet AaB's offensiv.


Uskarphed var igen overskriften på AaB's præstation, da nordjyderne fredag aften spillede 1-1 hjemme mod FC Nordsjælland.

Lars Søndergaards mandskab dominerede kampen og skabte masser af chancer, men som så mange gange før i sæsonen formåede de unge angribere ikke at udnytte mulighederne.

En af dem, der er blevet kritiseret for sine afslutninger, er unge Jannik Pohl, der igen måtte gå målløs fra banen trods endnu en startplads i nordjydernes angreb.

Han mener dog, at den unge AaB-offensiv har den nødvendige kvalitet til at begå sig i Alka Superligaen.

- Der er en masse, der godt kan lide at kritisere angribere. Det tager tid, og man kan ikke bare skabe en god og ung angriber uden at have tålmodighed, siger Jannik Pohl efter kampen.

- Når jeg kigger på træningsniveauet, kan man ikke være tvivl om, at vi har niveauet til Superligaen. Jeg synes, vores angribere er komplette og kan det hele. I dag satte vi FCN totalt til vægs, siger han.

- Jeg synes, vi har, hvad vi skal have. Vi har rigtig gode angribere. Lige for tiden er vi bare ikke skarpe.

AaB startede sæsonen forrygende og var på et tidspunkt på en delt førsteplads. Men på seneste er nordjyderne gået pointmæssigt i stå, og det skyldes ikke mindst de mange forspildte chancer.

- Jeg er ikke så bekymret. Vi skal nok komme derop. Vi skal nok få scoret, men de unge skal også have tid til det, siger træner Lars Søndergaard.

- Vi mangler ikke bredde i angrebet. Vi har fem angribere i truppen, og hvis vi havde hentet andre ind, havde vi også stillet stolen for døren for de unge spillere, som skal have spilletid, slutter AaB-træneren.

Jannik Pohl og AaB-offensiven skal i næste spillerunde teste skarpheden af ude mod Brøndby søndag den 30. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.