Udsigt til fængsel: Don Ø tror på frifindelse
- Jeg har tiltro til, at vi lever i et retssamfund, siger Flemming Østergaard, som risikerer to års fængsel.
Flemming Østergaard. Hvis det står til anklagemyndigheden, skal de to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup idømmes to års ubetinget fængsel i sagen om kursfup med Parkens aktier. Det står klart fredag, hvor anklagemyndigheden fremlagde sine synspunkter om sagen, der har kørt ved Københavns Byret siden 15. december.
Flemming Østergaard. Hvis det står til anklagemyndigheden, skal de to tidligere Parken-topfolk Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup idømmes to års ubetinget fængsel i sagen om kursfup med Parkens aktier. Det står klart fredag, hvor anklagemyndigheden fremlagde sine synspunkter om sagen, der har kørt ved Københavns Byret siden 15. december. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det var en kortfattet Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand i Parken og bedre kendt som Don Ø, der forlod Københavns Byret fredag eftermiddag.

Ifølge anklagemyndigheden bør Flemming Østergaard sendes to år bag tremmer for sin rolle i sagen om kursmanipulation med Parkens aktier, men hovedpersonen, som nægter sig skyldig, havde ikke meget at sige til anklagerens krav om fængselsstraf.

- Jeg har stor tiltro til, at vi lever i et retssamfund, og at retfærdigheden sker fyldest.

- Min forsvarer kommer med det, der skal til, for at vi bliver frikendt, siger Flemming Østergaard, som næste gang skal møde op i Københavns Byret 24. juni, hvor det er forsvarernes tur til at komme med deres udlægning af sagen.

Flemming Østergaard er sammen med tidligere direktør i Parken Jørgen Glistrup tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder.

Anklagemyndigheden kræver begge idømt mindst to års ubetinget fængsel.

Om strafudmålingen siger Flemming Østergaard:

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg har ingen erfaringer med disse ting. Det er første gang, jeg har æren af at være i en ret, siger erhvervsmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.