Udmattet Mascha i vildt pille-ups
Bloggeren har fejlagtigt taget sovepiller i stedet for sine kosttilskud, og det sendte den energiske powerkvinde til tælling.
Sådan er vi vant til at se Mascha Vang: Fuld af energi.
Sådan er vi vant til at se Mascha Vang: Fuld af energi. Foto: Unger Anthon/Polfoto


Med et cv, der lyder på succesfuld blogger, tv-personlig, forfatter og forretningskvinde, strutter Mascha Vang altid af energi, men det satte en pille en solid stopper for.

En lille tanketorsk sendte nemlig den 36-årige sild til tælling, fortæller hun i et nyt indlæg på sin blog, maschavang.dk, under overskriften "Det her topper det dummeste, jeg (nogensinde) har gjort".

I indlægget fortæller hun, hvordan hun den seneste måned har følt sig træt og uoplagt. Noget, der startede på en tur til Sierra Leone.

Før det havde hun en periode, hvor hun modsat havde svært ved at sove og fordi, det gav hende migræne, fik hun ordineret sovepiller af sin læge. Piller, som hun tog med sig til Sierra Leone.

- Da jeg fløj derned, tog jeg en halv pille, så jeg kunne sove på flyveren. På en eller anden måde har jeg på det tidspunkt fået byttet dem rundt med nogle andre piller, jeg tager, sammen med mine vitaminer og kosttilskud hver morgen. Den ene skal jeg nemlig knække over, og de ser (åbenbart) identiske ud, skriver hun på bloggen.

- I forgårs, da jeg var løbet tør for de cirka 20 piller, opdagede jeg det. Det er en sovepille, jeg har taget hver morgen! Det er simpelthen så pinligt, jeg ved det. Så tror da fanden, jeg har været træt hver eneste dag! Travlt arbejde, enlig mor og så på sovepiller til daglig. Flot, skriver Vang, der flere gange er dejset omkuld af træthed.

- Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare min læge det her, men jeg ved, at nu er jeg super frisk igen. Jeg ved godt, det er farligt, og lad os derfor bare blive enige om, jeg ikke har gjort det med vilje. Pas på med de piller. Jeg er tilbage, slutter Vang sit indlæg.

Læs det hele her: http://maschavang.dk/2016/03/23581/

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.