En dansker, der bor i Schweiz, slipper ikke for at betale 45 millioner kroner til statskassen.
Det har Østre Landsret afgjort. Sagen blev behandlet af landsretten som første instans. Det skyldes, at den er principiel.
- Hvis han havde fået medhold i, at han ikke skulle afdrage, er der ingen tvivl om, at det også ville få betydning for andre i samme situation, siger Søren Hørsbøl Jensen fra Kammeradvokaten, som har ført sagen på vegne af Skat.
Udlandsdanskeren er eneanpartshaver i en virksomhed. Han flyttede fra Danmark for snart ni år siden, og hans anparter blev i den forbindelse vurderet til at være over 500 millioner værd.
Når man flytter fra landet, skal man betale skat af sine anparter og aktier, ligesom man ville gøre, hvis man havde solgt dem. Reglen skal forhindre, at man kan slippe for at betale skat ved at flytte.
Man kan dog få henstand, hvilket betyder, at man kan vente med at betale, til man sælger. Udlandsdanskeren fik henstand på næsten 240 millioner.
I 2008 besluttede selskabets bestyrelse, at der skulle udloddes 100 millioner kroner til udlandsdanskeren. Generalforsamlingen blev holdt, kort inden at nye regler på området trådte i kraft.
De nye regler betød blandt andet, at udlandsdanskere skulle lave en oversigt over aktier og anparter, som de ejede, da de flyttede og fortsat ejede.
Udlandsdanskeren mente, at han efter udlodningen skyldte 45 millioner kroner mindre til skattemyndighederne. Ifølge ham var selskabet nemlig blevet mindre værd, efter pengene var blevet udloddet.
Det var både Skat og Østre Landsret uenig i.
Udlandsdanskeren mente også, at han ikke burde betale omkring 250.000 kroner af på gælden. Det krævede Skat, efter han i 2009 fik udloddet endnu 2,5 millioner kroner, som stammede fra udbytte fra selskabet.
Udlandsdanskeren hævdede, at kravet var dobbeltbeskatning, fordi han også betalte skat i Schweiz. Heller ikke det synspunkt fik han medhold i. De 250.000 kroner var ikke skat, men afdrag på en gæld til skattemyndighederne, mente landsretten.
/ritzau/