I 2006 meddelte hoffet, at dronning Margrethe ikke længere ville ryge i offentligheden.
Med de seneste års stigende modstand mod rygning verden over, var det hverken gået hjemlige eller udenlandske mediers næser forbi, at den danske monark var blandt de eneste få royale, der stadig havde den usunde vane.
Men dronningen stoppede ikke med at ryge, hun afstod blot i offentligheden, hed det.
Alligevel er det faldet en del udenlandske medier for brystet, at den i dag 75-årige dronning tog sig en cigaret, da kongefamilien samledes til det årlige familiefoto på Gråsten Slot i Sønderjylland sidst i juli.
Her var fotografer og presse inviteret indenfor på de kongelige plæner, men Gråsten Slotshave tæller åbenbart ikke som privat regi, når der er fotografer til stede. I hvert fald får dronning Margrethe nu endnu engang udenlandske medier til at gløde med sine rygevaner.
Australske news.com hæfter sig især ved, at dronningen ryger omkring sine børnebørn.
- Med sin utrolige figur og perfekte teint, er Australiens egen kronprinsesse Mary kendt for sin forkærlighed for sundhed, skriver det australske medie og gisner så:
- Så man kan ikke vide sig sikker på, hvad hun (Mary) mener om sin svigermors rygevaner - især når denne kan finde på at tænde en smøg i nærheden af sine børnebørn, skriver news.com.au.
Den britiske avis Daily Mail går endnu mere konkret til værks i overskriften:
- Sluk den smøg, bedste!, skriver avisen på sin hjemmeside.
/ritzau/FOKUS