Jobvæksten i Danmark kommer især udlændinge til gavn. Omkring hvert andet nye job går til svenskere, polakker, syrere og andre udenlandske statsborgere.
Det viser en opgørelse foretaget af
Ugebrevet A4 på baggrund af tal fra Jobindsats.dk.
- Det er slet ikke tilfredsstillende, at vi har så mange ledige danskere og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, samtidig med at mange – især ufaglærte – job bliver besat af folk fra udlandet, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til Ugebrevet A4.
Han håber at de igangværende treparts-forhandlingerne kan sikre, at danskere får større del i jobvæksten.
- Der er mange virksomheder, som kalder på arbejdskraft. Derfor skal vi nu fra systemets side gøre alt, hvad vi kan for at forbedre evnen til at matche ledige med virksomheder, siger Jørn Neergaard Larsen og fortsætter:
- I de tilfælde hvor arbejdsløse mangler kompetencer for at kunne få konkrete, ledige job, er det afgørende, at jobcentrene smidigt kan bevilge målrettede kurser for eksempel i at svejse eller erhverve bestemte kørekort, siger Jørn Neergaard Larsen.
Han tilføjer, at regeringen også ønsker at give en større økonomisk gulerod i form af skattelettelser på arbejde.
Udlændingenes store andel af jobfremgangen i Danmark er dog ikke kun et problem men også en succes, mener direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Lars Andersen.
- Det er en succes på den måde, at det er et udtryk for bedre integration af indvandrere og deres efterkommere. Der er simpelthen flere af dem, der kommer i arbejde, siger Lars Andersen.