Udkantskommuner: Vi vil helst have de ældre
Det er blevet økonomisk attraktivt for Udkantsdanmark at lokke pensionister ud på landet.
Flere af de kommuner, der har svært ved at tiltrække og fastholde unge og børnefamilier, skifter nu strategi og vil hellere gøre noget særligt for seniorerne.
Flere af de kommuner, der har svært ved at tiltrække og fastholde unge og børnefamilier, skifter nu strategi og vil hellere gøre noget særligt for seniorerne. Torben Christensen/Scanpix/arkiv


De unge og børnefamilierne. Det har historisk set været befolkningsgrupper, som enhver borgmester er gået benhårdt efter at trække til, men en række kommuner har nu skiftet strategi, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

- Vores unge mennesker flytter for at uddanne sig, og det ser ikke ud til, at de kommer tilbage. Så vi vil slå på at være et godt sted, hvor ældre kan bosætte sig, siger Kjeld Anker Espersen (S), der er 2. viceborgmester i Varde Kommune.

- Ærø Kommune har tidligere lavet kampagner for at tiltrække unge, men det er svært på grund af manglende arbejdspladser, siger borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S).

Kommunen satser i stedet på at lokke seniorer til ved at distribuere materiale til turisterne om sommeren og ved at arrangere aftenarrangementer med livejazz og rødvin, hvor frivillige fortæller om livet på øen.

På Bornholm blev bopælspligten for godt et år siden ophævet i håbet om at tiltrække flere seniorer.

- Vi håber, at de personer, der køber et hus uden bopælspligt, vil flytte permanent herover i det øjeblik, de forlader arbejdsmarkedet, siger borgmester Winni Grosbøll (S) til Jyllands-Posten.

Hun understreger, at pensionisterne både har en enorm købekraft og er aktive i foreningslivet og derfor er en ressource for øen.

Borgmesteren i Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsundlisten), påpeger, at pensionister er blevet økonomisk attraktive, da de har større pensionsopsparinger og derved bidrager mere til kommunekassen. Derudover er der også en gevinst at hente i bloktilskuddet.

- Hver gang vi mister en borger, mister vi også 40.000 kroner i bloktilskud. Så det er meget vigtigt for os at bibeholde antallet af borgere, for ellers bliver vi en kommune under afvikling, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.