Udkantsdanmark lider under boligskattestoppet
Siden 2002 er boligpriserne faldet i Faxe, Lolland og Vordingborg Kommuner, mens boligskatterne i samme kommuner er steget.
Boligejere i Udkantsdanmark betaler stadig mere i skat, også selv om deres boliger ikke stiger i værdi,
Boligejere i Udkantsdanmark betaler stadig mere i skat, også selv om deres boliger ikke stiger i værdi, Foto: Colourbox


Boligejere i Udkantsdanmark betaler stadig mere i skat, også selv om deres boliger ikke stiger i værdi, skriver Finans torsdag.

Samtidig kan de velstillede boligejere i Gentofte, København, Aarhus og på Frederiksberg glæde sig over, at deres boligskatter stiger langt mindre end værdien af deres boliger.

Det viser en ny analyse fra Realkreditrådet, som har undersøgt, hvordan den samlede boligbeskatning og boligpriserne har udviklet sig, siden skattestoppet trådte i kraft i 2002.

- Lige nu er Udkantsdanmark fanget i, at man her betaler relativt høje boligskatter i forhold til boligværdierne. Hvis man laver et nyt skattesystem, hvor den samlede skat følger boligpriserne, vil det være til gavn for dem i udkantsområderne og ramme dem i byområderne, siger Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet.

Siden 2002 er boligpriserne faldet i Faxe, Lolland og Vordingborg Kommuner, mens boligskatterne i samme kommuner er steget henholdsvis 35, 38 og 51 pct.

I 60 af landets kommuner er boligskatterne steget mere end priserne, viser analysen fra Realkreditrådet.

Anderledes ser det ud for boligejerne i Gentofte, København, Frederiksberg og Aarhus. Her er boligskatterne steget mindre end boligpriserne.

- Den nuværende skattemodel gavner dem, der i forvejen er mest begunstigede. Det vil sige boligejerne i og rundt omkring hovedstadsområdet, siger Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.