Udkantsborgmester: Problemet med os er at vi dør
Læsø står til det største procentvise tab af indbyggere, selvom øen har en stabil tilflytning.
I alt står 35 kommuner til at miste flere indbyggere, end der strømmer til frem mod 2025.
I alt står 35 kommuner til at miste flere indbyggere, end der strømmer til frem mod 2025. Foto: Colourbox/free


Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V), giver ikke meget for Danmarks Statistiks nye fremskrivning for kommunernes befolkningstal i 2025.

- Det er de forbandede statistikker, der tager livet af os. Man kan ikke bare fremskrive på baggrund af tidligere hændelser. Det kan man ikke, siger han til Ritzau.

I slut 90'erne havde Læsø lige under 3000 indbyggere, og i dag er øen nede på 1804.

I fremskrivningen fra Danmarks Statistik betyder det, at Læsø står til det største procentvise fald i befolkningen på 12 procent.

Selvom det er et dramatisk fald, så hæfter Tobias Birch Johansen sig dog ved, at øen er kravlet over et indbyggertal på 1800, og at den har en stabil tilflytning af borgere.

- Vi har tilflytning, og det har vi sådan set altid haft i Læse Kommune. Problemet med os er, at vi dør, siger han og forklarer uddybende, at øens høje gennemsnitsalder betyder, at flere ældre dør, end der kan nå at komme af tilflyttere.

Selvom Tobias Birch Johansen tror på øens overlevelse, så har øens byråd måttet erkende, at der skal satses for at opretholde et fungerende øsamfund.

Men statistikkerne vil man stadig ikke lade sig diktere af:

- Hvis vi forholder os til statistikkerne, så sparer vi os ihjel. Vi kan ikke spare os ud af det her, vi skal vækste os ud af det, siger han.

I alt står 35 kommuner til at miste flere indbyggere, end der strømmer til frem mod 2025.

Næst efter Læsø lander Lolland højest i statistikken, hvor knap hver tiende ser ud til at have forladt øen frem mod 2025.

Regnet om til reelle tal betyder det, at Lolland er den kommune i landet, der vil opleve det absolut højeste tab - på 307 indbyggere.

I den modsatte ende af skalaen finder man København, der som bydel står til en tilvækst på 17 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.