Udgift til asylboom vokser til ni milliarder
Den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere vil i år medføre en udgift på over ni milliarder, viser tal.
Den store stigning af asylansøgere kommer til at koste over ni milliarder kroner.
Den store stigning af asylansøgere kommer til at koste over ni milliarder kroner. Foto: Colourbox/free


9,2 milliarder kroner.

Det ventes at blive regningen i 2015 for den store stigning i antallet af asylansøgere, der sidste år søgte til Danmark, viser opgørelser fra flere ministerier.

Det har hele tiden været ventet, at udgifterne ville vokse eksplosivt, og regeringen afsatte kort før jul 4,5 milliarder kroner ekstra til at dække udgifterne til asyl-boomet.

Udgifterne er mere end en fordobling i forhold til sidste år, hvor udgifterne rundede 4,7 milliarder kroner.

Og det er mere end en tredobling i forhold til 2011, hvor de samlede udgifter til flygtninge og familiesammenføringer var mindre end tre milliarder kroner.

Regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen præsenterede i efteråret et forslag om at begrænse adgangen til familiesammenføringer og desuden gøre opholdstilladelser mere midlertidige.

Men forslaget er endnu ikke vedtaget, og pilen peger mod Venstre, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup.

- Stigningen i udgifterne betyder, at vi må kræve, at Venstre nu tager ansvar og stemmer for de stramninger af reglerne for asyl og familiesammenføring, som regeringen har lagt frem, i stedet for at blokere for, at de bliver vedtaget, siger han.

- Siden regeringens stramning blev præsenteret, er antallet af asylansøgere faldet, men vi skal have den endelig vedtaget i Folketinget. Desværre blokerer Venstre, siger han.

Ikke helt overraskende afviser Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, at partiet står i vejen for noget som helst.

- De 9,2 milliarder kroner er et voldsomt stort beløb, som jo kunne have været brugt på så meget andet. Så jeg forstår da godt, at regeringen føler sig presset, men den skulle hellere bruge tiden på at finde løsninger i stedet for de her tomme beskyldninger, siger han.

- Hvis regeringens forslag udgør bare en lille bitte stramning, så stemmer vi for, men det har den jo endnu ikke redegjort for, påpeger han.

Det er blandt andet udgifter til kontanthjælp, der ventes at vokse med mere end det dobbelte fra under en milliard kroner sidste år til 2,2 milliarder i år.

Ole Hækkerup understreger, at regeringen med tilførslen af de 4,5 milliarder kroner ekstra - der blandt andet hentes gennem besparelser på u-landshjælpen - er nok til at finansiere de stigende udgifter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.