Udenrigsministeriet arbejder på overblik i Tyrkiet
Mere end 161 personer meldes dræbt under uroligheder i Tyrkiet. Umiddelbart er ingen danskere ramt.
Udenrigsministeriet forsøger i forbindelse med kupforsøget at skaffe oplysninger om danskere i Tyrkiet (arkivfoto).
Udenrigsministeriet forsøger i forbindelse med kupforsøget at skaffe oplysninger om danskere i Tyrkiet (arkivfoto). Foto: Burhan Ozbilici/AP


Foreløbigt tyder intet på, at danskere skulle være kommet til skade under nattens uroligheder i Tyrkiet.

Men Udenrigsministeriet arbejder stadig på at få det fulde overblik over sikkerheden for de danskere, der befinder sig i landet.

Det oplyser Søren Vøhtz, der er vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice, lørdag ved middagstid.

- Vi er løbende ved at skabe overblik over situationen. Vi arbejder tæt sammen med ambassaden i Tyrkiet og vores nordiske og europæiske samarbejdspartnere.

- Vi anslår, at 12.000 danskere er på organiserede rejser i Tyrkiet. Dertil kommer en lang række danskere, som er der som individuelle rejsende. Vi har ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade, siger Søren Vøhtz.

Mens der med stor sandsynlighed ikke er sket danskerne på Tyrkiets sydkyst noget, er der mere usikkerhed om de danskere, der befinder sig i de store byer.

- Hovedparten af dem på de organiserede rejser befinder sig på sydkysten, som har været relativt rolig. Omvendt har Istanbul og Ankara været præget af meget voldelige situationer i nat.

- På vores sociale medier anmoder vi personer, der har brug for hjælp, om at tage kontakt til os. Der arbejder vi løbende på at få kontakt til de mange, der ringer til os for at få råd og vejledning, lyder det fra Søren Vøhtz.

Udenrigsministeriets Borgerservice ændrede natten til lørdag rejsevejledningen til Tyrkiet og frarådede alle ikke-nødvendige rejser. Borgerservice oplyser, at man løbende ser på, om der er grund til at ændre i rejsevejledningen.

Natten til lørdag har dele af militæret iværksat et nu mislykket kupforsøg mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Kuppet har ført til kampe i gaderne i landets hovedstad, Ankara. Der meldes om 161 dræbte. Et tal, der ikke inkluderer kupmagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.