Udenrigsministeriet advarer om bomberisiko i Tyrkiet
Den tiltagende uro i Tyrkiet kan føre til angreb mod offentlig transport, understreger Udenrigsministeriet.


Udenrigsministeriet opdaterer nu sin rejsevejledning til Tyrkiet efter de seneste dages og ugers uro i landet.

- Der er meldinger om mulige angreb mod den offentlige transport i Istanbul, understreges det i den opdaterede rejsevejledning.

- Vi gengiver de forlydender, der er i Tyrkiet, om mulige angreb på metro og andre former for trafikanlæg, siger chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, til Ritzau.

- Det er ikke sådan, at vi fraråder rejser til Tyrkiet, men vi gør opmærksom på de forlydender, der er.

- Det, vi ser i Tyrkiet i øjeblikket - og den uro, vi har set i de senere dage - det er primært langt fra de områder, hvor der er danske turister, siger Ole Egberg Mikkelsen.

- Men når der er de her forlydender, så gør vi selvfølgelig opmærksom på det.

Opdateringen kommer kort efter, at det tyske udenrigsministerium har lavet en lignende justering af rejserådene til tyskerne.

Rejsevejledningerne er opdateret efter den seneste uges tiltagende konflikt mellem Tyrkiets regering og Kurdistans Arbejderparti, PKK.

I sidste uge blev flere politibetjente dræbt, og tyrkisk militær har bombet flere PKK-mål i både Tyrkiet og Irak.

I den detaljerede rejsevejledning på det tyske udenrigsministeriums hjemmeside oplistes en række voldelige begivenheder i landet den seneste tid.

Ministeriet skriver, at der er risiko for PKK-angreb, og man må udvise stor forsigtighed ved rejser i Tyrkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.