Udenrigsminister forventer demokratisk udrensning i Tyrkiet
Kristian Jensen (V) mener, at hævntørsten efter kupforsøget er blevet afløst af eftertanke i Tyrkiet.


Udenrigsminister Kristian Jensen (V) opfordrer Tyrkiet til at overholde alle konventioner i efterspillet af det mislykkede kupforsøg.

- Ethvert land, der er udsat for kupforsøg, er nødt til at have en proces, hvor man får fundet de skyldige og får bragt dem for en dommer, siger Kristian Jensen efter et møde i Udenrigsministeriet.

Her har han haft besøg af den tyrkiske økonomiminister, Nihat Zeybekci, der er landet med en erhvervsdelegation.

- Vi forventer, at Tyrkiet holder sig inden for de almindelige retssystemer med de retsgarantier, som demokratiet har, sagde Kristian Jensen.

Efter det mislykkede kupforsøg iværksatte den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, en omfattende udrensning blandt militærfolk, dommere, lærere og embedsfolk.

Erdogans regering har sagt, at alle kupforsøgets bagmænd og deltagere kommer til at betale en høj pris, og flere gange har præsidenten luftet ideen om at genindføre dødsstraffen.

- Jeg har sagt helt klart, at hvis der bliver indført dødsstraf, så vil det ikke være muligt at se en fortsat optagelse i EU, sagde Kristian Jensen efter mødet i Udenrigsministeriet.

Han vurderer dog ikke længere, at det er en aktuel diskussion.

- Jeg tror det, man har oplevet i Tyrkiet, er, at stemningen var meget ophidset efter kupforsøget, men at der nu i mindre grad er efterspørgsel efter hævn, og der er mere eftertanke.

Den tyrkiske økonomiminister understregede på mødet, at den tyrkiske regering stadig vil gå målrettet efter de ansvarlige for kupforsøget.

- Vi bliver nødt til at rense ud, vi bliver nødt til at smide dem (kupmagerne, red.) ud af staten, men vi gør det selvfølgelig inden for demokratiet og loven og med respekt for menneskerettighederne, sagde Nihat Zeybekci.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.