Udenrigsminister: Europol-chef laver ikke ja-propaganda
Europol-chef er ikke i Danmark for at skræmme danskerne til "ja" til retsforbeholdet, siger Kristian Jensen.
Udenrigsminister Kristian Jensen mødte onsdag direktør for Europol Robert Wainwright (billedet) i Udenrigsministeriet i København. Europol-direktøren er i Danmark for at deltage i en konference arrangeret af DI og Red Barnet. Mødet i Udenrigsministeriet  fokuserede på Europols arbejde og samspillet med Danmark. (Lasse Kofod/POLFOTO)
Udenrigsminister Kristian Jensen mødte onsdag direktør for Europol Robert Wainwright (billedet) i Udenrigsministeriet i København. Europol-direktøren er i Danmark for at deltage i en konference arrangeret af DI og Red Barnet. Mødet i Udenrigsministeriet fokuserede på Europols arbejde og samspillet med Danmark. (Lasse Kofod/POLFOTO) Foto: LASSE KOFOD/POLFOTO


Udenrigsminister Kristian Jensen (V) afviser blankt, at Europol-chefen, Robert Wainwright, er i København for at medvirke i regeringens ja-kampagne frem mod folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet.

- Jeg tror ikke, at man kan bestille en udtalelse fra Europol. Det er ikke sådan, at man kan komme og sige "jeg vil gerne have, at du siger sådan her", siger Kristian Jensen.

Onsdagens pressemøde med de to Europol-tilhængere kommer en måned før den danske folkeafstemning. Begge siger, at Danmark er dårligere beskyttet med et nej til Europol.

Ender folkeafstemningen med et nej, så vil Danmark automatisk ryge ud af det internationale politisamarbejde.

Nej-siden håber dog, at Danmark kan forblive en del af Europol gennem en såkaldt parallelaftale.

Spørgsmål: Hvad siger du til folk, der mener, at det her er propaganda, og at I prøver at skræmme folk til at sige ja, når I taler om usikkerheden ved at stemme nej?

- Det er kun pressen, der snakker om folkeafstemningen. Hverken Wainwright eller jeg har talt om den kommende afstemning. Vi har snakket om, hvordan Europol ændrer sig i fremtiden, svarer udenrigsminister Kristian Jensen.

Også Robert Wainwright, der senere onsdag skal holde oplæg på en konference arrangeret af Red Barnet, blev spurgt ind til, om han nu er en del af ja-sidens valgkamp.

Spørgsmål: Du kommer her en måned før afstemningen om retsforbeholdet. Er du hermed en del af valgkampen?

- Jeg er direktøren for Europol, som er blevet inviteret for at tale om at beskytte børn mod, at deres billeder bliver misbrugt på især internettet, svarer Wainwright, der tilføjer:

- Samtidig er vi på et vigtigt tidspunkt for de nye ændringer i Europol, og jeg har mange møder med embedsmænd fra mange regeringer. Det er ikke usædvanligt, at ministrene beder mig opdatere dem om ændringerne.

Retsforbeholdet er sendt til folkeafstemning, fordi Europol ændrer sig fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.