Uden dagpenge: Hver tredje låner af venner og familie
Hver tredje HK’erne, der har mistet dagpengene, har lånt penge hos venner og familie. Privat gæld er tegn på, at man er meget presset, siger Forbrugerrådet.
Arbejdsmarkedsydelse er op til 6.000 kroner mindre end dagpenge. Mange låner for af venner og familie. For eksempel for at kunne beholde deres bolig.
Arbejdsmarkedsydelse er op til 6.000 kroner mindre end dagpenge. Mange låner for af venner og familie. For eksempel for at kunne beholde deres bolig. CHRISTIAN KLINDT SØLBECK/Polfoto/Arkiv


Når dagpengene ryger, må mange gå tiggergang hos venner og familie. Det viser en rundspørge blandt HK’ere, der er røget ud af dagpengesystemet.

De fleste har skruet ned for madbudgettet, ferie og sociale aktiviteter for voksne og børn.

Men en tredjedel svarer, at de alligevel har måttet låne penge af venner og familie.

Og det er langt fra kun udfaldsramte HK'ere, der ender i gæld til omgangskredsen.

Halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år betyder, at 41.000 indtil nu har mistet retten til dagpenge.

Privat gæld er meget udbredt, siger Annette Mathiasen, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning.

Hun mener, at gælden til familie og venner er et tegn på, at man virkelig er presset. For dem, der kan låne i banker eller kviklån, vælger oftest den løsning.

”Gæld er i den grad taburiseret i det danske samfund. Så man skal stå i en meget svær og uoverskuelig situation, før man beder sine nærmeste om at låne en penge,” siger hun.

Pressede låner af familien

Forbundsformand for HK Kim Simonsen retter nu en kraftig kritik mod forringelserne på dagpengeområdet.

"Det er rigtig trist. For få år siden var dagpenge-systemet en del af det velfærdsdanmark, der holdt hånden under en. Nu risikerer man at gå fra hus og hjem, hvis man mister jobbet," siger Kim Simonsen.

Regeringen har under hårdt pres vedtaget flere midlertidige løsninger for de udfaldsramte. Blandt andet den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som ledige kan få op til et år.

For enlige er arbejdsmarkedsydelsen 6.000 kroner mindre end dagpenge.

"Det er folk, der har en lejlighed i Herning eller et parcelhus i Høng. Nu står de ikke bare med bekymringer om at få et arbejde, men om hele familiens livssituation, og de kan ikke låne i banken," siger Kim Simonsen.

Og er man faldet ud af dagpengesystemet, kan det være ens eneste mulighed at låne hos ens nærmeste, lyder det fra Forbrugerrådet.

Efter finanskrisen er bankerne meget forsigtige med kun at give lån, hvor der er sikkerhed. Er man på arbejdsmarkedsydelse, er det ikke noget godt kort at komme med. Især ikke, hvis man også har problemer med anden gæld, siger Annette Mathiasen.

"Alternativet til venner og familie er tit det sorte lånemarked med renter, der er så høje, at man står med en endnu større gæld,” siger gældsrådgiveren.

Rådgiver fra Luksusfælden: De er særlig hårdt ramt

Når nogle har svært ved at leve af arbejdsmarkedsydelsen, er det ikke underligt.

Til sammenligning inddriver SKAT ikke gæld fra enlige, der har mindre end 5.850 kroner om måneden til overs, når alle boligudgifter, a-kasse, fagforening, medicin og transport til arbejde er betalt.

En enlig på arbejdsmarkedsydelse har 10.500 kroner før skat. Typisk vil man efter skat have omkring 9.500 udbetalt. Skal man have det officielle rådighedsbeløb er der altså under 3.650 kroner til at betale faste udgifter.

Økonomirådgiver i Luksusfælden og indehaver af Økonomicenteret Jan Swyrtz er vant til at lægge stramme budgetter for gældsramte. Han siger, at de udfaldsramte er en særlig hårdt ramt gruppe.

For de fleste, der har meget få penge, har også indrettet sig efter det fra starten. Det har de udfaldsramte ikke.

"Det er hård kost. De hænger i vandskorpen, fordi de har budgetteret efter en højere løn. Mange af dem tyer til at låne, fordi de håber, at de får et job igen snart,” siger Jan Swyrtz.

Mange gør den fejl at holde fast i deres livsstil for længe.
I stedet bør man tænke gennem, hvad man gør økonomisk, hvis man også er ledig om et halvt år. Eller hvis man til sidst ender på kontanthjælp eller ens kæreste skal forsørge en.

”Ingen har lyst til at give afkald på det, de har. Men efter to år må man have en rimelig fornemmelse af ens jobsituation. Hvis det var nemt at få arbejde, var det nok lykkedes,” siger han.

Hvad er forskellen?

 

Højeste dagpenge/måneden: 17.500 kr.

Arbejdsmarkedsydelse/måneden, enlig:10.513 kr.

Arbejdsmarkedsydelse/måneden, forsørger: 14.018 kr

Alle beløb er før skat.

Om undersøgelsen:

Omkring 5.000 HK’ere har mistet dagpengene fra januar 20013 til september 20014. 718 af dem har svaret på rundspørgen om, hvordan de klarer det økonomisk.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.