Uddelte asylspray: Nu er han sigtet for racisme
Lederen af Danskernes Parti skal afhøres af politiet, efter at han har uddelt dåser med asylspray.
Partileder Daniel Carlsen fra højrefløjspartiet Danskernes Parti er blevet sigtet for racisme og overtrædelse af våbenloven. Arkivfoto.
Partileder Daniel Carlsen fra højrefløjspartiet Danskernes Parti er blevet sigtet for racisme og overtrædelse af våbenloven. Arkivfoto. Foto: Nils Meilvang/Scanpix


Partileder Daniel Carlsen fra Danskernes Parti er blevet sigtet for racisme og overtrædelse af våbenloven, efter at han har uddelt spraydåser under betegnelsen "asylspray".

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi over for TV Syd.

Partilederen for højrefløjspartiet, der forsøger at blive opstillingsberettiget til Folketinget, kalder selv sagen et politisk spil.

- Jeg synes, at det er en meget, meget tynd sag. Vi har delt en hårspray ud med et klistermærke på, så jeg tvivler på, at der overhovedet kan komme noget ud af sigtelsen. Jeg ser det som et stort, politisk teater, siger han til Ritzau.

- Jeg er sikker på, at politiet har rejst sigtelsen på grund af et reelt politisk pres fra Christiansborg.

Det var lørdag 24. september, at Daniel Carlsen delte asylsprayen ud på gågaden i Haderslev.

Her forklarede han, at han ønskede at gøre opmærksom på de alternativer, der er til den ulovlige peberspray. Formålet med den omstridte asylspray var at vise partiets modstand mod asylansøgere.

- Der er blevet skabt en utryghed, blandt andet i Haderslev, hvor vi har oplevet en voldtægt begået af en asylansøger, og det er en utryghed, som vi gerne vil gøre op med, sagde Daniel Carlsen den dag til TV Syd.

På spraydåserne havde Danskernes Parti påklistret mærkater med skriften "asylspray - lovlig, effektiv" og partiets logo med Dannebrog.

Det fik flere politikere i Folketinget til at reagere, heriblandt De Radikales retsordfører, Zenia Stampe.

Danskernes Parti blev stiftet i juni 2011 af blandt andre Daniel Carlsen selv.

Partiet kræver et totalt stop for al ikkevestlig indvandring i Danmark.

Derudover vil Danskernes Parti have gennemført omfattende hjemsendelser af ikkevestlige personer, der allerede bor i Danmark. Adoptivbørn og personer, der for eksempel er dansk gift eller har danske børn, er undtaget fra kravet, forklarer Daniel Carlsen.

Formålet er at "bevare det danske folk", lyder det på partiets hjemmeside.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.