UCI vil lave uafhængig antidopingdomstol
Den internationale cykelunion vil fjerne ansvaret for at dømme cykelryttere fra de nationale cykelforbund.
Roman Kreuziger blev for nylig frifundet af Tjekkiets cykelforbund. UCI vil i fremtiden lade et uafhængigt antidopingtribunal stå for at behandle dopingsager.
Roman Kreuziger blev for nylig frifundet af Tjekkiets cykelforbund. UCI vil i fremtiden lade et uafhængigt antidopingtribunal stå for at behandle dopingsager. Foto: GIAN MATTIA D'ALBERTO/AP


Den internationale cykelunion (UCI) lægger op til en ændring i den måde, hvormed cykelryttere kan blive dømt eller frifundet i dopingsager.

UCI's bestyrelse foreslår, at sagerne fremover skal afgøres i et antidopingtribunal, der arbejder uafhængigt af UCI.

Antidopingdomstolen skal bestå af dommere, der har speciale i antidoping, skriver UCI på sin hjemmeside.

I dag er det de nationale cykelforbund, der dømmer eller frifinder cykelrytterne.

UCI-forslaget kommer kort tid efter, at Tinkoff-Saxo-rytteren Roman Kreuziger blev frifundet af Tjekkiets cykelforbund.

Det skete, efter at UCI kort før årets Tour de France offentliggjorde, at Roman Kreuziger havde haft mistænkelige blodværdier, da han i 2011 og 2012 kørte for Astana-holdet.

UCI overvejer i øjeblikket, om unionen skal appellere afgørelsen fra Tjekkiets cykelforbund til den internationale sportsdomstol (CAS).

UCI ønsker netop at nedbringe antallet af appeller til CAS, og det er også i det lys, at initiativet om et uafhængigt antidopingtribunal skal ses.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.