UCI inviterer danske antidopingmyndigheder til møde
DIF og Antidoping Danmark skal til møde med den internationale cykelunion, UCI, for at drøfte danske forslag.


Rapporten om doping i dansk cykelsport har fået den internationale cykelunion, UCI, til at indkalde de danske antidopingmyndigheder til møde.

Det skriver dagbladet Politiken søndag.

Ifølge avisen har UCI inviteret danskerne til møde om de 14 tiltag, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Antidoping Danmark foreslår for at begrænse omfanget af snyd.

- Vi studerer nu denne rapport og vil diskutere dens potentielle konsekvenser med Antidoping Danmark, skriver UCI-præsident Brian Cookson i en mail til Politiken.

Den danske rapport lægger blandt andet op til, at holdene skal stilles mere til ansvar, hvis en rytter bliver taget for doping, i modsætning til nu, hvor det kun er cykelrytteren, der bliver stillet til ansvar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.