UCI bekræfter fund af skjult motor i cykel ved VM
Brian Cookson er overbevist om, at den skjulte motor skulle anvendes i konkurrence ved VM i cykelcross.


Den Internationale Cykelunion (UCI) bekræfter søndag, at der er blevet fundet en skjult motor i cyklen hos en af deltagerne ved VM i cykelcross i Belgien.

- Det er ingen hemmelighed, at der blev fundet en motor, siger UCI-præsident Brian Cookson til cyclingnews.com.

- Vi mener, at der er tale om teknologisk doping, siger han.

Lørdag kom det frem, at UCI havde fundet en motor i cyklen hos den belgiske rytter Femke van den Driessche.

Hun var et af VM-arrangørernes håb i kvindernes U23-klasse, men nu er hun altså blevet taget for "motordoping".

Femke van den Driessche udgik lørdag i VM-løbet. Hvis hun bliver kendt skyldig, må hun imødese en karantæne.

- Teknologisk snyd er uacceptabelt. Vi ønsker, at det mindretal, der overvejer at snyde, får det at vide.

- Der er ingen steder at skjule sig, og før eller siden kommer de til at betale for den skade, de påfører vores sport, siger Brian Cookson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.