Ubeskrevet dansk blad åbner David Cup-brag mod Nadal
21-årige Mikael Torpegaard skal fredag møde Rafael Nadal i Davis Cup-kampen mellem Danmark og Spanien
Rafael Nadal åbner Davis Cup-kampen mod Danmark i mødet mod Mikael Torpegaard.
Rafael Nadal åbner Davis Cup-kampen mod Danmark i mødet mod Mikael Torpegaard. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Den 21-årige danske tennisspiller Mikael Torpegaard får sit livs tennisoplevelse, når han fredag spiller single for Danmark i Davis Cup-kampen mod Spanien.

Holdkaptajn Kenneth Carlsen har udnævnte Torpegaard som Danmarks andensingle, hvilket betyder, at Torpegaard fredag møder den spanske førstesingle, Rafael Nadal, der rangerer som nummer syv i verden. Torpegaard rangerer som nummer 909.

Søren Hess-Olesen var også i spil til rollen som dansk andensingle, men han blev skadet under torsdagens træning og måtte melde afbud.

Torpegaard og Nadal spiller den første kamp fredag klokken 16.

Derefter skal den danske førstesingle, Frederik Løchte Nielsen, møde spanieren David Ferrer - verdens nummer otte - i fredagens anden kamp.

Lørdag afvikles den enlige double. Her møder Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann den spanske duo med Fernando Verdasco og Roberto Bautista Agut.

Søndag spilles de to sidste singler. Efter planen skal Løchte møde Nadal, mens Torpegaard skal op imod Ferrer. Men holdkaptajnerne kan vælge at sende en reserve i spil. De har ligeledes mulighed for at udskifte i doublekonstellationerne.

Mødet mellem Danmark og Spanien er en playoff-kamp om at forblive i den næstbedste division - Europa/Afrika gruppe 1. Taberen får endnu en chance for at blive i divisionen i et møde mod Sverige senere på året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.