Den ubesejrede danske bokser Micki Nielsen skal den 2. maj i ringen mod amerikaneren Felix Cora Jr.
Den 35-årige amerikaner møder op i Frederiksberg-Hallerne med en rekordliste på 25 sejre i 33 kampe.
Micki Nielsen har masser af selvtillid, efter at han i februar fik karrierens 17. sejr, da brasilianske Julio Cesar Dos Santos blev slået på point i Frederikshavn.
- Dos Santos var en hård modstander, men jeg beviste, at jeg er et niveau over. Nu er jeg klar til den næste udfordring.
- Jeg ønsker fortsat at forbedre og udvikle mig som bokser. For at gøre det må jeg kæmpe mod de bedste boksere i vægtklassen.
- Jeg tror på, at ​​jeg har evnerne til en dag at blive verdensmester. Jeg er klar til at tage endnu et skridt frem mod den drøm ved at besejre Cora Jr., siger Micki Nielsen i en pressemeddelelse fra Team Sauerland.
Kampen i cruiservægt mellem Micki Nielsen og Felix Cora Jr. bliver en del af stævnet Nordic Fight Night.
/ritzau/