Uber glæder sig over EU-holdning til deleøkonomi
EU-Kommissionen opfordrer til at fjerne unødvendige restriktioner for deleøkonomi, herunder digitale platforme
- I dag markerer Europakommisionen klart, at EU-love beskytter deleøkonomitjenester mod unødvendige restriktioner, siger Oliver Carrà, som er talsperson fra Uber.
- I dag markerer Europakommisionen klart, at EU-love beskytter deleøkonomitjenester mod unødvendige restriktioner, siger Oliver Carrà, som er talsperson fra Uber. Foto: Scanpix arkiv


For Uber er det gode nyheder, at EU-Kommission i et nyt udspil opfordrer EU-lande til at fjerne unødvendige barrierer, for de virksomheder som tager udgangspunkt i deleøkonomien.

Oliver Carrà, som er talsperson for den omstridte kørselstjeneste, siger, at kommissionens udspil bliver hilst meget velkommen.

- I dag markerer Europakommisionen klart, at EU-love beskytter deleøkonomitjenester mod unødvendige restriktioner, og EU opfordrer medlemsstaterne til at revidere de regler, der underminerer tjenesternes udvikling, siger Oliver Carrà.

Uber hæfter sig særligt ved, at kommissionen mener, at der er et behov for fleksibelt arbejde, som ikke er afhængig af en ansættelse, ligesom der også ifølge EU-instansen er behov for forbedringer og forenklinger på skatteområdet.

Samtidig foreslår Kommissionen i sit udspil, at digitale platforme, der kun fungerer som mellemled mellem forbrugere og udbydere af tjenesteydelser som kørsel og overnatning, ikke behøver tilladelser og licenser.

Særligt det sidste er afgørende for Uber, som netop fungerer som en app, der formidler kontakt mellem en chauffør og en kunde.

Den nye deleøkonomi skal ifølge kommissionen ikke ses som en trussel mod alt det, der findes i dag, men som en mulighed, for eksempel for folk der ikke har arbejde i dag eller ønsker et mere fleksibelt job.

Deletjenester som Airbnb og Uber møder dog stor modstand i flere europæiske lande. Der er indført et delvist Uber-forbud i blandt andet Frankrig, Tyskland og Belgien.

Samtidig er der indført bøder for brug af boligudlejningstjenesten Airbnb i Tyskland.

Uber har for to år siden klaget til EU-Kommissionen, efter flere EU-lande har nedlagt forbud mod firmaet. Kommissionen har endnu ikke taget endelig stilling til klagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.