Taxikrig
Uber eller ej? Sådan vil partierne tackle taxibranchens skræk
Uber har skabt røre i taxibranchen, og politikerne er uenige om, hvordan man bedst løser problemerne.
Uber deler vandene . Også på Christiansborg ...
Uber deler vandene . Også på Christiansborg ... Foto: SCANPIX arkiv


Folketingets partier debatterede tirsdag, hvordan man skal reagere på kørselstjenesten Uber, der har ført til vrede i taxibranchen og politisk røre.

Den amerikanske app kom til Danmark i november 2014, og det tog kun to timer, før den blev politianmeldt af Trafikstyrelsen for at overtræde personbefordringsloven.

Taxibranchen har også luftet sin utilfredshed, fordi de traditionelle selskaber mener, at Uber ikke overholder retningslinjerne for fair konkurrence på grund af færre krav om forsikring, sikkerhed og registrering til erhvervskørsel.

Københavns Politi sigtede i marts 2015 Uber for overtrædelse af taxiloven og begyndte i november 2015 at anholde Uber-chauffører for piratkørsel. Indtil videre er 37 sigtet, og de første sager kommer for byretten 26. april.

Tirsdag har Folketinget debatteret, på foranledning af Enhedslistens Henning Hyllested (EL), hvad der skal gøres ved den usikre juridiske situation omkring Uber. 

Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF mener, at der skal oprettes en særlig indsatsgruppe hos politiet, skattemyndighederne og Trafik- og Byggestyrelsen til at føre opsyn med branchen. Det svarer til lignende indsatser mod social dumping på byggepladser.

Socialdemokraterne og Alternativet er med på idéen om en indsatsgruppe - en "taskforce" - men stiller sig mere positivt over for potentialet i nye teknologier på transportområdet.

Der kan være behov for en ny lov, anerkender Socialdemokraterne og Alternativet i sit forslag til en handleplan for Folketinget, så der er samme betingelser for nye og gamle aktører i taxibranchen.

Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale lægger derimod uden tvivl op til, at regeringen skal strikke en ny og moderne taxilov sammen, der sikrer fair konkurrence og plads til innovation på et marked, hvor der også er garanti for tryghed for passagererne og efterlevelse af skattelovgivningen.

Kilder: Folketinget, Avisen.dk, partierne

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.