Taxikrig
Uber-chauffører risikerer straf for socialt bedrageri
Skat jagter nu Uber-chauffører, som har kørt sort. Men ikke nok med det. Nogle af chaufførerne risikerer fængsel, hvis de ulovligt har modtaget dagpenge eller kontanthjælp, mens de kørte for Uber.
Nogle Uber-chauffører står til klækkelige bøder og måske endda fængsel.
Nogle Uber-chauffører står til klækkelige bøder og måske endda fængsel. Arkivfoto: Simon Skipper/Scanpix.


Længe har der været hårdnakkede rygter om, at en del af Ubers chauffører ikke bare kører en masse penge hjem sort. Nogle af dem får også ved siden af kontanthjælp eller dagpenge.

Et rygte har været, at en chauffør på den måde ulovligt kunne have 30.000 til 40.000 kroner til sig selv om måneden. 

Nu bliver det muligt at få afklaret, om der er mange eller ingen af chaufførerne hos Uber, der har begået socialt bedrageri. Det hedder det, når man modtager kontanthjælp, dagpenge eller andre ydelser, som man ikke har ret til.

Skat har nemlig fra myndighederne i Holland, hvor Uber har sit europæiske brohoved, fået oplysninger om 2.134 chauffører, der har kørt for Uber i 2015 og 99 i 2014.

Det bliver nu tjekket, om Uber-chaufførerne har opgivet deres indtægter fra kørslen til Skat. Men ud over det vil Skat, hvis det er relevant, videregive oplysninger til andre myndigheder for eksempel politiet eller sociale myndigheder. 

- Generelt ønsker vi et godt og tæt samarbejde med andre myndigheder, og det gør sig selvfølgelig også gældende her. Når vi nu gennemgår Uber-chaufførernes selvangivelser, vil vi selvfølgelig være opmærksomme på, om de har fået overførsels-indkomster for eksempel dagpenge eller kontanthjælp, siger Per Jacobsen, der er underdirektør i Skat, til Avisen.dk. 

112 af Uber-chaufførerne har tjent over 100.000 kroner på at køre rundt med folk primært i Storkøbenhavn. Hvis de ikke har fortalt Skat om deres indtægter, får de nu et stort økonomisk smæk.

Risikerer at komme i fængsel

Ud over skattesmæk kan chaufførerne også komme 'op at køre' på andre måder. Hvis de for eksempel har været på kontanthjælp eller dagpenge og haft større indtægter fra kørslen ved siden af, så kan de bliver straffet for socialt bedrageri.

En Uber-chauffør, som ulovligt har fået dagpenge, skal ikke alene betale dagpengene tilbage. Der vil også komme en periode, hvor han ikke kan få dagpenge. Helt op til et halvt år kan perioden være.

I nogle tilfælde vil chaufføren oven i købet blive meldt til politiet for socialt bedrageri.

- Det er en alvorlig sag at snyde med dagpenge. I sin yderste konsekvens kan det føre til en ubetinget dom for bedrageri, forklarer Karen Louise Riis, som er jurist og souschef i arbejdsløsheds-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke.

Chauffører får nu et brev

Skat vil i løbet af oktober sende breve ud til alle de Uber-chauffører, som man nu takket være oplysningerne fra Holland, kan se ikke har opgivet deres indtægter.

- Vi kommer til at gå ned i hver enkelt sag og ud fra en dialog finde ud af, hvad der skal ske, fortæller Per Jacobsen fra Skat.

Uber-chaufførerne har ret til at trække nogle af deres udgifter fra for eksempel til benzin og reparationer. Det gør det noget kompliceret at fastsætte, hvor meget de skal betale i skat.

- Nogle af chaufførerne har måske et kørselsregnskab, mens andre ikke har. Nogle kan måske dokumentere udgifter til benzin, reparationer og så videre, mens andre ikke kan, forklarer Per Jacobsen. 

Klækkelige bøder

Adspurgt om hvad Skat konkret vil gøre ved de Uber-chauffører, der ikke har orden i sagerne, siger Per Jacobsen:

- Vi vil prøve at vurdere fra sag til sag, om man har været i god eller ond tro i forhold til ikke at betale skat.

- Men umiddelbart vil jeg nok sige, at hvis man for eksempel i 2015 har tjent 100.000 kroner ved at køre for Uber, så burde man kunne sige sig selv, at der skulle svares skat.

Har en Uber-chauffør kørt 100.000 kroner ind på sin Uber-app og ikke opgivet indtægten, kan det være, at han skal betale for eksempel 40.000 kroner i skat. Derudover kan der så komme en bøde.

- Vi har mulighed for at give det dobbelte af den unddragne skat i bøde. Det vil i eksemplet med de 40.000 kroner betyde, at borgeren ud over at betale de 40.000 kroner i skat også risikerer at skulle betale op til 80.000 kroner i bøde, forklarer Per Jacobsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.