Et ubemandet fragtrumfartøj, som skulle være landet på Den Internationale Rumstation lørdag, er brændt op i atmosfæren. Det oplyser det russiske rumfartscenter.
- Ifølge de første meldinger, opstod der en unormal situation. Fragtrumfartøjet gik tabt omkring 190 kilometer over et øde, ubefolket bjergområde i Tuva-regionen.
- De fleste fragmenter fra rumfartøjet er brændt op i atmosfæren, hedder det i en meddelelse.
Den Internationale Rumstation (ISS) drives i et samarbejde mellem en række vestlige lande og Rusland. Den havde sidste år besøg af den danske astronaut Andreas Mogensen.
Den russiske rumfartsadministration, Roscosmos, havde tidligere tirsdag meddelt, at den havde mistet kontakten til fragtrumskibet, Progress MS-04, kun 383 sekunder efter at det var blevet sendt op fra Baikonur kosmodromen i Kasakhstan.
- Tabet af fragtrumskibet vil ikke have nogen indvirkning på de normale operationer i forbindelse med ISS-systemerne og forsyningerne til rumstationens besætning, siger Roscosmos.
Der var 2,4 ton brændstof, mad og udstyr om bord på fartøjet.
Roskosmos forsikrer at ulykken ikke vil skabe problemer for astronauterne på rumstationen. Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa siger også, at der er tilstrækkeligt med forsyninger om bord på ISS.
Efter at USA har stoppet sit rumfærgeprogram, er Ruslands rumraketter de eneste, der sender astronauter til ISS.
ISS har siden 1998 kredset om Jorden med en hastighed på cirka 28.000 kilometer i timen. Siden den første ekspedition i 2000 har der konstant været personer på rumstationen.
/ritzau/AFP