En 58-årig mand fra den jyske by Fjelstrup er for syg til at have et arbejde. Men han må alligevel ikke være hos sin døende mor på Sjælland.
Hun har kræft og skal i denne uge have kemo, men sønnen har fået nej til at være hos hende. Årsag? Han SKAL torsdag møde op til et arrangement for mulige fleksjobbere.
Det siger hans beskæftigelsesvejleder, som har foreslået, at Jack Holtegaard derefter kan holde "to ugers ferie med ledighedsydelse, som du kan benytte til at være hos din mor."
Det er JydskeVestkysten.dk, der beskriver sagen om Jack Holtegaard og hans kræftsyge mor på 77, Lissy Holtegaard, som bor i Humlebæk i Nordsjælland.
"Umenneskelig behandling"
Hun er alvorligt syg af kræft og dør ifølge sønnen inden for et halvt år.
Selv har Jack Holtegaard KOL, sukkersyge, kroniske smerter i ryggen og utætte vener i benene, hvor væsken hober sig op. Han har været på dagpenge i snart seks år og har aldrig haft et fleksjob.
Han syge mor, Lissy Holtegaard, er socialrådgiver af uddannelse og har i vrede skrevet til byrådet i Haderslev Kommune.
- Jeg har været socialrådgiver i mange år og har blandt andet arbejdet i Horserød Statsfængsel. Men jeg har aldrig været ude for så en umenneskelig behandling, siger Lissy Holtegaard til Avisen.dk.
- Jeg skal have kemo i dag. Jeg bliver meget træt og må ligge i sengen bagefter. Jack kan køre mig til og fra behandlingen og lave mad til mig. Der er han så god til. Men han SKAL hjem, ellers bliver han trukket i penge, siger Lissy Holtegaard, der har cancer flere steder i kroppen.
Tavse politikere
Byrådspolitikerne i Haderslev er ikke meddelsomme.
Men JydskeVestkysten.dk fortæller, at socialdemokraternes Karl Gunnar Gregersen (S) i en intern mail til byrådet og forvaltningen har skrevet: "Lad dog manden blive hos sin mor, vi får vel ikke et tilbud om fleksjob nu?".