Uafgjort og rent bur tilfredsstiller Lyngby-lejren
Lyngby-træner David Nielsen glæder sig over pointdelingen mod AGF og føler, holdet fik bevist noget i kampen.
David Nielsens mandskab kom endnu en gang på pointtavlen fredag aften.
David Nielsens mandskab kom endnu en gang på pointtavlen fredag aften. Foto: Graversen Anita/Polfoto


Oprykkerne fra Lyngby sikrede sig fredag et enkelt point i Superligaen, da hjemmekampen mod AGF endte 0-0.

Lyngby-træner David Nielsen glæder sig over pointet, som kom efter en kamp, hvor de to hold dominerede en halvleg hver, og hvor Lyngby-spillet ikke nåede det niveau, som man senest så det i 4-0-sejren over Silkeborg.

- Vi spillede godt i første halvleg, havde AGF på hælene og styrede spillet, men de fik justeret og pressede os i anden halvleg, siger Nielsen.

- Vi måtte forsvare os, men vi holdt dem fra farlige chancer, og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Det er vores tredje clean sheet i træk, og på en dag, hvor vi ikke helt rammer det spil, vi gerne vil, så beviser vi noget ved at holde buret rent, siger cheftræneren.

Målmand Jesper Hansen skiftede til Lyngby før sæsonen og har fået fuld tid i alle Lyngbys kampe denne sæson.

Han glæder sig ligeledes over, at defensiven igen holdt modstanderen fra scoring.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet. Vi blev presset i anden halvleg, men vi gjorde det rigtig fint og stod godt imod og holdt dem fra chancer, siger Hansen.

- Det betyder meget for mig, at vi allerede nu kan holde buret rent flere kampe i træk. Det er noget, man tager med sig, og som giver selvtillid for både mig og resten af holdet.

Cheftræner David Nielsen føler, at holdet fik bevist noget ved ikke at tabe kampen.

- Jeg er meget tilfreds, for holdet gjorde det fremragende, og man ser ofte, at en oprykker taber en kamp som i dag. Det er kampe som denne, hvor vi beviser vores kvalitet.

- Vi ved, vi kan vinde, når vi spiller op til vores bedste, men at vi også kan få point, når det offensive spil ikke fungerer, og vi er presset tilbage. Så er jeg meget glad, siger David Nielsen.

Lyngby tabte premieren på udebane mod FC København og har siden hentet otte point i fire kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.