Danmarks U21-herrelandshold i håndbold tabte godt nok VM-finalen i Brasilien til Frankrig med 24-26.
Alligevel har landstræner Claus Hansen kun ros til overs for de unge håndboldtalenter.
- Overskriften må være, at operationen lykkedes, men patienten døde, lyder det fra Claus Hansen i en pressemeddelelse.
Frankrig havde taktstokken i det mest af kampen, men der blev alligevel spænding mod slutningen, hvor Danmark var tæt på at udligne den franske føring.
Det lykkedes ikke, men Danmark blev ikke løbet over ende af de franske favoritter.
- Spillerne leverede en kæmpe indsats og viste et fantastisk fighterhjerte. De var omstillingsparate og havde mod på at dække offensivt, da vores 6:0-forsvar haltede, siger landstræneren blandt andet.
- Spillerne skal have stor ros for at kæmpe til sidste blodsdråbe mod et ualmindeligt godt og velspillende fransk hold, der stod bundsolidt i forsvaret kombineret med en meget stor målmandspræstation, siger Claus Hansen.
- Alle var i kulkælderen efter kampen, fordi vi følte, at vi samlet set kunne vinde, hvis marginalerne havde været mere på vores side. Men jeg håber, spillerne vågner i morgen og er stolte over at se tilbage på en fantastisk flot turnering, hvor de har løftet niveauet fra kamp til kamp - både på og uden for banen.
VM-slutrunden blev samtidig et farvel til dette kuld af spillere på U21-landsholdet.
/ritzau/