U21-landstræner: Lang vej før Højbjerg er EM-klar
Det ligger endnu ikke fast, om Pierre-Emile Højbjerg får lov til at stille op ved U21-EM til sommer.


Det er slet ikke sikkert, at talentfulde Pierre-Emile Højbjerg kommer til at optræde på det danske U21-landshold ved EM-slutrunden til sommer.

I januar erklærede A-landsholdsspilleren sig ellers klar til at deltage, og landstræner Jess Thorup vil selvsagt gerne have Augsburg-profilen med på sin midtbane, men det betyder ikke, at det går, som begge parter håber.

- Om det kan lade sig gøre afhænger også af klubben. Spillerne skal have fri til at stille op ved slutrunden, og der venter stadig et hårdt stykke arbejde, før tingene er på plads, siger Jess Thorup.

Umiddelbart efter at U21-landsholdet havde kvalificeret sig til EM, var A-landstræner Morten Olsen noget skeptisk ved tanken om, at Højbjerg og flere andre af de unge spillere skulle forlænge sæsonen med et par uger oven på opgaverne for A-landsholdet.

Men siden da er Olsen blødt op, så der er fri bane for Højbjerg, Yussuf Poulsen, Uffe Bech og andre, der har været inde omkring A-holdet de seneste måneder.

Og spillerne selv vil meget gerne have slutrunden med, for den kan måske blive deres sidste oplevelse som U-landsholdsspiller, siger Thorup.

- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at de kommer og siger, at de gerne vil være med, selv om flere af dem allerede er inde omkring A-landsholdet. De ved godt, at det er noget af det største, de kan opnå som ungdomslandsholdsspiller.

I januar havde han en flok spillere med på træningslejr i Tyrkiet. Det handlede primært om den næste generation af U21-spillere, der starter EM-kvalifikationen senere på året.

- Men der var selvfølgelig mange af dem, der forsøgte at spille sig ind i varmen til EM til sommer. Der er altid nogle, der overrasker, siger Thorup uden at ville sætte navne på, hvilke spillere, der særligt faldt i øjnene.

- Det kan sagtens tænkes, at der kommer spillere ind fra sidelinjen og overhaler nogle af dem, der var med i kvalifikationen. Jeg skal bruge foråret til at sidde på så mange stadioner som muligt, så jeg kan danne mig et overblik, fortæller U21-landstræneren.

EM-slutrunden spilles i Tjekkiet fra 17.- til 30. juni. Danmark er kommet i gruppe med Tyskland, Serbien og værtsnationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.