U21-landstræner: 0-0-kampen var en lærestreg
De danske U21-talenter og landstræner Jess Thorup ved, hvad der skal arbejdes med før returkampen mod Island.
Cheftræner Jes Thorup, da Danmark fredag spillede 0-0 imod Island i en U21 EM playoff landskamp. Fodboldkampen blev spillet i Aalborg.
Cheftræner Jes Thorup, da Danmark fredag spillede 0-0 imod Island i en U21 EM playoff landskamp. Fodboldkampen blev spillet i Aalborg. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Det danske U21-landshold kæmpede og sled forgæves i 90 minutter for at finde et middel til at åbne den massive islandske forsvarsmur i fredagens EM-playoff-kamp, der endte 0-0.

Islændingenes tilgang kom ikke bag på danskerne, men alligevel kneb det med at skabe chancer, og det skal ændres til returkampen, hvor billetten til EM i Tjekkiet næste sommer bliver uddelt.

- Hvis vi ser på den første kamp, må vi erkende, at vi manglede kvalitet i de afgørende afleveringer og indlæg, siger U21-landstræner Jess Thorup.

Han beordrede i anden halvleg af fredagens kamp sine spillere til at forsøge sig mere over fløjene, hvilket er helt forskellig fra holdets sædvanlige tilgang til kampene.

Det blev det ikke synderligt bedre af, og det er en af de vigtige erfaringer, som Thorup tager med i forberedelserne til returkampen i Reykjavik på tirsdag.

- Nu skal vi bruge de næste dage på at analysere kampen og se den igen. Men jeg har allerede gjort mig nogle tanker om, hvad vi skal lave om, og hvad der skal blive bedre i returkampen, siger han.

Danskerne skal øve sig i at sætte yderligere fart i spillet, så man dermed kan stresse det islandske forsvar. Og Thorup skal også finde en løsning på, hvordan kreative folk som Danny Amankwaa, Lucas Andersen og Nicolaj Thomsen kan få bolden i områder, hvor de kan gøre en forskel.

- Island havde selvfølgelig læst os og set, at vi er dygtige til at spille i mellemrummene. Der gjorde de det trangt for os, så vi ikke havde plads til at sætte vores vævre spillere i scene, analyserer Jess Thorup.

Kamp nummer to spilles i tirsdag aften 18.15 dansk tid i Reykjavik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.