U21-landsholdet træner i fred og ro før EM-semifinale
Sverige skal ikke have lov til at lure danske detaljer af, inden holdene mødes i Prag i EM-semifinalen.
Anfører Jannik Vestergaard og de andre danske U21-landsholdsspillere træner i fred og ro før lørdagens semifinale ved EM.
Anfører Jannik Vestergaard og de andre danske U21-landsholdsspillere træner i fred og ro før lørdagens semifinale ved EM. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Solen brød igennem et ellers massivt skydække, da det danske U21-landshold i fodbold fredag klokken 11 indledte den sidste træning før lørdagens EM-semifinale mod Sverige i Prag.

Lummervarmen og de over 20 grader afslørede, at det ser ud til at være blevet sommer i den tjekkiske hovedstad, hvor Danmarks EM-trup efterhånden har opholdt sig i små to uger.

Som vanligt på det slidte - men også ganske charmerende - træningsanlæg i bydelen Zizkov, blev der ikke vist indøvede detaljer på træningsbanen i de små 20 minutter, offentligheden fik lov til at se med.

Spillerne varmede lidt op, og det var det.

Så var det som annonceret slut med gæstfriheden, for landstræner Jess Thorup og hans spillere har vigtige taktiske detaljer at indøve før lørdagens semifinale. Og det gør man nu en gang bedst i fred og ro.

Sådan var det også ved torsdagens træning i Zizkov, som først var blevet meldt åben for offentligheden i sin fulde længde. Det var dog ikke meningen.

- To dage før en kamp er der åbent i et kvarter, og så skal vi i gang. Vi skal ikke sløse med de få træninger, vi har. Vi skal i gang med at øve noget taktisk, sagde Jess Thorup ved træningen torsdag.

Man må håbe for landstræneren, at svenskerne ikke har allieret sig med nogle af de lokale indbyggere i de høje lejlighedskomplekser i Zizkov.

Fra lejlighederne er der nemlig frit udsyn ned til træningsbanen, så en velplaceret svensk spion ville uden tvivl kunne videregive vigtige oplysninger til Sveriges U21-landstræner, Håkan Ericson.

Fredag klokken 17 deltager Jess Thorup og to danske spillere i et pressemøde i Generali Arena i Prag.

Her vandt Danmark tirsdag med 2-0 over Serbien, hvilket sikrede sejren i gruppe A, en plads i semifinalen og en billet til OL i Rio.

Sverige blev nummer to i gruppe B efter 1-1 onsdag i den sidste kamp mod Portugal, der vandt gruppen.

Portugiserne skal lørdag møde Tyskland i den anden semifinale ved EM. Den kamp bliver spillet i Olomouc.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.