U19-talent efter VM-femteplads: Jeg kunne have angrebet
Muligheden for et angreb var til stede, men Magnus Bak Klaris valgte at vente i afslutningen af U19-VM-løb.


Dansk medalje blev det ikke til, men Magnus Bak Klaris endte på femtepladsen i lørdagens linjeløb for U19-ryttere ved VM i spanske Ponteferrada.

Magnus Bak Klaris, der tidligere på årets vandt Paris-Roubaix for U19-ryttere, var glad for femtepladsen, selv om han ikke kunne følge med de bedste ryttere i spurten.

- Jeg er godt tilfreds med en femteplads. Det var en hektisk spurt, og man kan godt mærke, at det er VM. Det gik stærkt, og var en svær spurt, og jeg er jo ikke den største sprinter.

- Jeg kunne måske have angrebet på stigningen, men jeg så, at vi ikke havde Casper med og ventede derfor på spurten, siger Magnus Bak Klaris til DCU's hjemmeside.

Tyske Jonas Bokeloh vandt VM-guld foran russiske Alexandr Kulikovskiy og hollandske Peter Lenderink.

Den rytter, som på forhånd var udpeget til den hurtigste af danskerne, Casper Pedersen, var uheldig med at knække kæden, netop som rytterne kørte ud på sidste omgang.

- Jeg har virkelig trænet godt op til det her og følte mig godt tilpas også på bakkerne, så det er virkelig ærgerligt, at jeg havde det uheld, forklarer Casper Pedersen.

Han fik en reservecykel, men kunne ikke nå tilbage til fronten. Alligevel er Danmarks Cykle Unions U19-landstræner, Henrik Simper, tilfreds med den danske indsats.

- En femteplads er et godt resultat, men vi ville naturligvis gerne have haft metal. Vores ryttere kørte et pænt løb og fulgte taktikken.

- Det er dog ærgerligt, at Casper ikke fik chancen for at spurte om sejren, da de, der fik medaljerne, er ryttere, han kan køre lige op med, siger Henrik Simper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.