VALG 2015
Tyvstartede med valgplakater: Så dyrt bliver det
Partier, der satte valgplakater op før officiel valgudskrivelse, får en bøde, der er til at overskue.
Flere politikere er begyndt at sætte valgplakater op i København, men det strider mod reglerne og er forbudt, når folketingsvalget officielt ikke er udskrevet endnu.
Flere politikere er begyndt at sætte valgplakater op i København, men det strider mod reglerne og er forbudt, når folketingsvalget officielt ikke er udskrevet endnu. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Flere timer før statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) onsdag officielt havde udskrevet folketingsvalg, var de første valgplakater med politikere allerede sat op i flere lygtepæle. Men det er et brud på loven, lyder det fra Københavns Kommune.

Enhedschef i teknik- og miljøforvaltningen under Københavns Kommune Ivan Partov er overrasket over, hvor mange partier der onsdag morgen overtrådte reglerne.

- Vi er nok blevet taget lidt med bukserne nede. Omfanget var større, end vi lige havde forventet, siger han til Ritzau.

- De valgplakater, vi har fundet, som har hængt, inden de måtte, piller man ned igen, og det får partiet en bon på 40 kroner for per plakat, siger Ivan Partov.

Han vurderer, at forvaltningen har nedtaget "under 100" ulovligt opsatte valgplakater, inden Thorning-Schmidt trykkede på valgknappen.

Overholder ikke reglerne

Selv om valget nu er udskrevet, betyder det ikke, at forvaltningen vil hvile på laurbærrene frem mod valgdatoen 18. juni. Erfaringerne fra tidligere valg har vist, at opsætningen af valgplakaterne ikke altid overholder reglerne.

Blandt andet er der en minimumhøjde for, hvor lavt en valgplakat må hænge af hensyn til trafiksikkerheden.

- Vi har nogen, som kører rundt i byen dagligt og kigger, hvordan det ser ud. Vi får også henvendelser fra borgere om plakater, der ser mærkelige ud, og så rykker vi ud og ser på dem konkret, siger Ivan Partov.

Enhedschefen fortæller, at der blev holdt et møde med partierne for et par måneder siden, hvor man indskærpede reglerne for opsætning af valgplakater.

Danskerne skal i stemmeboksen torsdag 18. juni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.