Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, tilbyder vinderen af det amerikanske præsidentvalg, Donald Trump, et "tæt samarbejde" baseret på de fælles værdier om liberale demokratier.
Men andre af Merkels ministre er ikke helt sikre på, i hvilken retning det vil gå.
- Tyskland og Amerika deler værdier om demokrati, frihed, respekt for retsstaten og menneskelig værdighed uanset oprindelse, hudfarve, religion, køn, seksuel identitet eller politisk overbevisning, siger Merkel.
- På basis af disse værdier tilbyder jeg et tæt samarbejde med den fremtidige præsident for USA, Donald Trump, lover Merkel.
Men Tysklands justitsminister, Heiko Maas, er ikke i tvivl om, at verden vil blive noget mere skør efter tirsdagens valg af Trump.
- Det er ikke enden på verden, men den vil blive mere skør, skriver den konservative politiker i et tweet.
Forsvarsminister Ursula von der Leyen kalder valget af republikaneren Trump som USA's nye præsident et "enormt chok".
- Jeg tror, at Trump ved, at dette ikke var en stemme på ham, men mere imod Washington, imod establishment, siger hun til tv-stationen ARD.
Norbert Röttgen, et højtplaceret medlem i Angela Merkels konservative regeringsparti, CDU, siger, at den tyske regering ikke ved, hvad Trump vil gøre som præsident.
- Vi indser nu, at vi ikke har nogen idé om, hvad den amerikanske præsident vil gøre, hvis vredens stemme træder ind i embedet, og hvis vredens stemme bliver den mest magtfulde mand i verden, siger han.
Röttgen er formand for parlamentets udenrigsudvalg.
- Geopolitisk befinder vi os i en meget usikker situation, konstaterer han.
Meningsmålinger havde spået, at den demokratiske kandidat, Hillary Clinton, ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Men hun tabte klart til Trump.
/ritzau/Reuters