Tyskland starter stærkt ved VM og slår Polen
Det første store opgør i Danmarks VM-gruppe blev spillet fredag, da Tyskland i en tæt kamp besejrede Polen.


To af de bedste mandskaber i Danmarks gruppe D var i aktion fredag aften ved håndbold-VM i Qatar. Tyskland vandt 29-26 over Polen, lige inden Danmark skulle spille mod Argentina.

På forhånd var det ventet at blive et meget lige opgør mellem de to nabolande. Og det var tydeligt at se, at tyskerne er blevet stærkere end ved tidligere slutrunder, som ofte er endt med skuffende resultater.

Polen begyndte dog bedst, og backen Krzysztof Lijewski fik scoret tre mål i de første tre minutter. De to hold fulgtes pænt ad frem til stillingen 10-10.

Men tyskerne fik langsomt greb om kampen, og Polen var bagud 13-17 ved pausen. Især højrebacken Steffen Weinhold var flyvende med fem mål i første halvleg.

I anden halvleg kæmpede polakkerne for at få kontakt, og det lykkedes med udligningen til 20-20.

Tyskland - anført af Weinhold, der i alt scorede ni gange, og venstrefløjen Uwe Gensheimer - var dog insisterende i deres spil og fik med vigtige scoringer holdt Polen bag sig.

Efter kontakt ved 25-25 trak Tyskland afgørende fra, da topscorer Weinhold med sin niende scoring bragte tyskerne foran 28-25.

En enkelt reducering blev det til for Polen, der til sidst måtte sande, at tyskerne måske har overhalet sine naboer i øst på håndboldbanen.

Der blev spillet endnu en kamp i Danmarks gruppe fredag. Rusland åbnede VM med en sejr på hele 10 mål over Saudi-Arabien, som blev besejret med 27-17.

Danmarks kamp mod Argentina fløjtes i gang klokken 19 dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.