Tyskland regner med op mod 10.000 migranter lørdag
Det første særtog med 450 af de flygtninge, der har opholdt sig i Ungarn, er lørdag ankommet til München.
En kvinde om bord på en af de busser, den ungarske regering lørdag morgen satte ind for at køre tusindvis af migranter til den østrigske grænse. Mange af migranterne ventes at rejse direkte videre mod München og andre byer i Tyskland.
En kvinde om bord på en af de busser, den ungarske regering lørdag morgen satte ind for at køre tusindvis af migranter til den østrigske grænse. Mange af migranterne ventes at rejse direkte videre mod München og andre byer i Tyskland. Foto: Marko Drobnjakovic/AP


Tyskland forbereder sig på lørdag at modtage op mod 10.000 flygtninge og migranter, der ventes at ankomme til landet i løbet af dagen.

Ved middagstid ankom det første særtog fra Østrig til banegården i München. Om bord var omkring 450 flygtninge, siger tysk politi.

De er nogle af de tusinder, som i de seneste dage har opholdt sig i Ungarn, og som natten til lørdag fik lov at rejse videre mod Østrig og Tyskland.

Det kommer efter, at de tyske og østrigske myndigheder har indgået aftale med Ungarn om at lade de mange mennesker, der har ventet i dagevis i Ungarn, komme videre vestpå.

- Vi har ikke pålidelige tal endnu, men vi venter mellem 5000 og 10.000 flygtninge i dag, siger politiets talsmand, Stefan Sonntag.

Han tilføjer, at myndigheder stadig arbejder på at være klar til at tage imod alle, der kommer.

Mange af dem ventes at ankomme til München i delstaten Bayern, hvor myndighederne tidligere på ugen bad andre delstater hjælpe med at tage imod nogle af de mange migranter og flygtninge.

Tre delstater - Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen - tager hver 500 af de flygtninge, der ankommer fra Ungarn via Østrig lørdag, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Lørdag ved middagstid havde omkring 6500 mennesker krydset grænseovergangen fra Ungarn til Østrig.

Mange af dem har kurs mod Tyskland, som er blevet de syriske flygtninges foretrukne mål, efter at den tyske regering besluttede, at syriske asylansøgere ikke længere vil blive sendt retur til det EU-land, de først ankom til.

Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, siger, at de seneste dage og uger har vist, hvor vanskelig flygtningesituationen i Europa er blevet.

- Jeg håber, at vi nu endelig vil kunne se, at det ikke kan fortsætte på denne måde, siger Kurz under EU's udenrigsministres møde i Luxembourg.

Hans belgiske kollega, Didier Reynders, tilføjer ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at de europæiske lande "ikke kan blive ved med at sende hinanden flygtninge".

- Der er ikke kun to eller tre destinationer i Europa, der er et helt kontinent. Vi er 500 millioner mennesker, og vi har kapaciteten til at give en hel del flygtninge en ordentlig modtagelse, siger Reynders.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.