Tyskland opfordrede islamister til at blive martyrer
Tyskland har aktivt opfordret militante islamister til at føre krig i lande som Afghanistan og Syrien.


Tyskland har aktivt opfordret militante islamister til at forlade landet for at føre krig i lande som Afghanistan og Syrien, siger en talsmand for sikkerhedstjenesten i Bayern.

- For at "beskytte befolkningen" blev der tilrettelagt hurtige udrejser for personer, som man frygtede skulle udføre terrorangreb i Tyskland, siger lederen for politiets antiterrorenhed i Bayern, Ludwig Schierghofer.

Oppositionen har reageret kraftigt på oplysningerne fra Schierghofer.

- Dette er det samme som at eksportere terror, siger Irene Mihalic fra Miljøpartiet De Grønne.

Den omtalte praksis var nedfældet i et skriftligt direktiv fra 2009, og dette blev først ændret sent sidste år. De tyske myndigheder indså på det tidspunkt, at de med den hidtidige politik bistod grupper som Islamisk Stat med rekruttering.

Tyskland ønsker ikke at deltage i de amerikanskledede bombetogter, men Berlin har lovet at skaffe våben til 10.000 kurdere, som kæmper mod IS.

Tyskland skal også sende rådgivere for at skaffe mere information om kurdernes stilling. Derudover er seks faldskærmsjægere udsendt for at træne kurdiske peshmerga-soldater.

Tyskland har aldrig været udsat for et islamistisk terrorangreb, men dusinvis af radikaliserede unge med tyrkisk, arabisk eller tysk oprindelse er blevet dræbt, når de har kæmpet for al-Qaeda eller IS.

- Kendte terrorister og farlige islamister, som man havde kendskab til, og om man vidste ville begå strafbare handlinger, blev allerede i 2008 og 2009 forhindret i at rejse til udlandet.

/ritzau/DPA

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.