Konkret frygt for et angreb får Tyskland til at lukke landets ambassade i den tyrkiske hovedstad, Ankara. Også det tyske generalkonsulat i Istanbul og en tysk skole i byen er lukket.
Udenrigsministeriet i Berlin oplyser, at beslutningen er truffet, da der er indikationer på et nært forestående angreb.
I en e-mail til tyske statsborgere i Istanbul skriver generalkonsulatet, at de skal udgå at opholde sig i området nær Taksim-pladsen, hvor konsulatet ligger.
Ti tyske turister blev dræbt i et selvmordsangreb i Istanbuls gamle by i januar.
Søndag blev 37 mennesker dræbt ved et selvmordsangreb i Ankaras gader. I februar kostede et lignende angreb knap 30 mennesker livet.
Kurdistans Frihedsfalke (TAK) har taget skylden for de to store bombeangreb i hovedstaden. TAK er en radikal udbryderfraktion af Kurdistans Arbejderparti (PKK).
TAK skriver i en erklæring torsdag, at det ikke var hensigten at dræbe civile ved søndagens selvmordsangreb ved en busholdeplads.
Målet var de tyrkiske sikkerhedsstyrker. Gruppen hævder, at mange civile blev dræbt, da politiet greb ind - uden at forklare hvordan.
Kurdistans Frihedsfalke advarer om, at flere civile "uundgåeligt" vil miste livet.
/ritzau/dpa