Tyskland afviser snak om VM-revanche før OL-finale
OL-finalen mellem Tyskland og Brasilien er ikke revanchekamp for værternes 1-7-nederlag i VM, mener træner.
Horst Hrubesch dirigerer her med sine tyske spillere under OL-semifinalen mod Nigeria. Nu venter Brasilien i finalen.
Horst Hrubesch dirigerer her med sine tyske spillere under OL-semifinalen mod Nigeria. Nu venter Brasilien i finalen. Foto: Nelson Antoine/AP


Den tyske OL-landstræner i herrefodbold, Horst Hrubesch, er træt af at høre spørgsmål om VM-semifinalen fra 2014, hvor Tyskland uddelte en historisk 7-1-lussing til de brasilianske VM-værter.

Lørdag mødes de to lande i OL-finalen, og igen er det på græs i Brasilien. Men VM-semifinalen kommer ikke til at betyde noget for kampen, selv om man i Brasilien vil koge det op til at være en revanchekamp, siger Horst Hrubesch.

- Jeg har hørt det spørgsmål så mange gange. Det eneste, som tæller på lørdag, er OL-finalen. Det er to forskellige hold i forhold til dengang, siger Hrubesch.

Mens VM-kampen foregik i Belo Horizonte, spilles OL-finalen på det legendariske Maracanã-stadion i Rio.

80.000 revanchelystne brasilianske tilskuere forventes at være på plads til finalen. Det bliver en erfaring, som de unge tyske spillere kan tage med sig, siger Hrubesch.

- Hvad kunne være en bedre erfaring for en ung spiller end at spille på Maracanã i en OL-finale foran 80.000 mennesker?

- Jeg forventer, at vi godt kan håndtere det. Og vi har flere erfarne spillere, som kan prøve at hjælpe de yngste, siger han.

OL-turneringen i herrefodbold har primært deltagelse af U23-spillere, men hvert hold må have tre spillere, der er ældre end 23 år, med.

Derfor er 24-årige Neymar med i brasilianernes trup. Han missede VM-semifinalen for to år siden med en skade, som han pådrog sig i kvartfinalen.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.