Tyskland afvikler kamp mod Holland trods Paris-angreb
Fodboldkampen mellem Tyskland og Holland bliver afviklet trods fredagens blodige angreb i Paris.
Fodboldkampen mellem Tyskland og Holland bliver afviklet trods fredagens blodige angreb i Paris.
Fodboldkampen mellem Tyskland og Holland bliver afviklet trods fredagens blodige angreb i Paris. Foto: Frank Augstein/AP


Verdensmestrene fra Tyskland skal spille tirsdagens venskabskamp mod Holland som planlagt.

Det har Det Tyske Fodboldforbund (DFB) besluttet søndag eftermiddag, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

- Budskabet er klart: Vi lader os ikke styre af terror, siger den midlertidige præsident i DFB, Reinhard Rauball, til forbundets hjemmeside.

Det er blevet diskuteret, om tirsdagens landskamp i tyske Hannover skulle aflyses efter fredagens skudangreb i Paris, som indtil videre har kostet mindst 129 mennesker livet.

Tyskland spillede fredag aften mod Frankrig på Stade de France i det nordlige Paris, da attentaterne fandt sted. Der var også angreb tæt på stadion.

De bekymrede tyske spillere tilbragte efter kampen fredag nat på stadion og forsøgte at få nogle timers søvn på madrasser i omklædningsrummet, inden de lørdag fløj hjem til Frankfurt.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes regering har planlagt at overvære kampen på tirsdag for at sende et stærkt signal efter de tragiske begivenheder i Paris.

Det Franske Fodboldforbund har tidligere besluttet, at Frankrig som planlagt skal spille tirsdagens venskabskamp mod England på Wembley i London.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.