Tyskland advarer mod flere sanktioner mod svagt Rusland
Det er ikke i EU's interesse, hvis sanktioner mod Rusland ender med at destabilisere landet, siger Steinmeier.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, advarer mod yderligere EU-sanktioner rettet mod Rusland.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, advarer mod yderligere EU-sanktioner rettet mod Rusland. Foto: Michael Sohn/AP/AP


Det kan være farligt og destabiliserende for Rusland, hvis EU og Vesten strammer skruen med sanktioner yderligere.

Den advarsel lyder fra den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, i et interview med det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

Budskabet fra Steinmeier kommer i forlængelse af en formel godkendelse fra EU-landene torsdag om at indføre sanktioner mod, at borgere og virksomheder i EU investerer på Krim.

Sortehavshalvøen blev tidligere på året annekteret af Rusland, hvilket fordømmes i Vesten.

Ifølge Steinmeier har rublens dramatiske fald og de faldende priser på energi skabt en økonomisk og finansiel krise, som kan ryste det politiske landskab i Rusland.

- Det kan ikke være i vores interesse, at det løber ud af kontrol. Det skal vi huske på, når vi overvejer vores sanktionsstrategi, siger Frank-Walter Steinmeier.

På et spørgsmål om, hvorvidt udenrigsministeren frygter, at sanktionerne kan virke destabiliserende, hvis ikke Europa løfter dem, lyder svaret:

- Den bekymring har jeg.

Krisen i Rusland kan ifølge Steinmeier skabe yderligere usikkerhed, og det er årsagen til, at udenrigsministeren trækker bremsen i spørgsmålet om yderligere sanktioner.

De europæiske stats- og regeringschefer sendte fredag en advarsel til Moskva om, at man er klar til at "holde kursen" i en længerevarende konfrontation, hvis præsident Putin fastholder den nuværende russiske position i forhold til Ukraine.

Det er imidlertid ikke alle de europæiske lande, som støtter en hård linje over for Rusland. Men indtil videre står de 28 medlemslande sammen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.