De troede, de satte tænderne i et uskyldigt rundstykke. Men nu viser det sig, at rundstykkerne var drysset med rotte- og musegift.
25 fabriksarbejdere er således indlagt til overvågning på hospital i Tyskland.
De indlagte arbejder på en plastikfabrik i byen Steinfeld, der ligger 300 kilometer uden for Berlin.
Rundstykkerne blev fundet i en papkasse, der var stillet uden for fabrikkens hoveddør. På papkassen var der var påklistret en seddel, hvor der stod, at det var en gave til personalet.
Efter at flere af medarbejderne havde spist nogle af rundstykkerne, begyndte de at føle ubehag.
Flere af dem henvendte sig til hospitalet og sagde, at de havde en mistanke om at været blevet forgiftet.
Derefter besluttede hospitalet at indlægge alle medarbejderne fra Steinfeld.
De resterende rundstykker er efterfølgende sendt til undersøgelse på Charite Hospital i Berlin. Her viser undersøgelser, at de indeholder den slags rotte- og musegift, som typisk bruges i private husstande.
Tysk politi siger, at ingen af de 25 indlagte fabriksarbejdere viser symptomer på forgiftning. Dog bliver alle ved med at være indlagt på intensiv under ekstra observation, fordi symptomer på forgiftning typisk først kan ses efter noget tid.
Politiet ved endnu ikke, hvem der placerede den giftige papkasse ved fabrikken.
- Vi efterforsker sagen, så godt som vi kan, siger en talsmand fra politiet, Andrik Hackmann.
Tyske myndigheder undersøger desuden, om andre har modtaget samme form for giftig gave.
/ritzau/DPA