Tyskere idømt fem års fængsel for tyveri i pyramiderne
Det var tilsyneladende en drøm om at fremsætte en helt ny teori om pyramiderne, som kostede tre tyskere dom.
Tre tyskere er dømt in absentia for tyveri fra Keopspyramiden ved Giza i den egyptiske hovedstad Kairo.
Tre tyskere er dømt in absentia for tyveri fra Keopspyramiden ved Giza i den egyptiske hovedstad Kairo. Foto: Hiro Komae/AP/AP


Tre tyskere og seks egyptere er idømt fem års fængsel for at stjæle dele af et faraonisk skrift og nogle sten fra Keopspyramiden, den største pyramide i Giza uden for Kairo.

En domstol i Giza afsagde dommen tirsdag over de ni personer. De tre tyskere blev dømt in absentia, og de har hele tiden fastholdt, at de er forskere og ikke tyveknægte.

På det historiske pergament var faraoen Khufu, Keops på græsk, nævnt.

Keopspyramiden er den største af tre pyramider ved Giza, hvor også den store sfinks står.

Den store pyramide huser Keops grav, og det er det eneste tilbageværende af verdens syv oprindelige vidundere.

Ud over de tre tyskere er tre ansatte i Egyptens antikvitetsministerium, to pyramidevagter og direktøren i et rejsebureau dømt i sagen - alle har fået fem års fængsel.

Tyveriet blevet opdaget i slutningen af 2013 af egyptiske myndigheder, som i august meddelte, at de manglende artefakter var fundet igen.

Ifølge en kilde ved domstolen ville tyskerne bruge pergamentrullen til at understøtte en ny teori om, at pyramiderne er flere århundreder ældre end den gængse opfattelse blandt egyptologer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.