Tysker giver dansk cykelhold længe ventet premieresejr
Linus Gerdemann vandt anden etape af Tour de Luxembourg og sikrede dermed Team Cult Energy årets første sejr.


Det danske cykelhold Team Cult Energy har haft det svært, siden holdet før denne sæson fik status af pro-kontinentalhold, men fredag var der en stor opmuntring til holdchef Michael Skeldes tropper.

Holdets tyske topnavn, Linus Gerdemann, kørte nemlig først over stregen på anden etape af Tour de Luxembourg og sikrede dermed langt om længe Cult Energy sæsonens første sejr.

Den 32-årige tysker, der har en fortid hos blandt andet Team CSC, T-Mobile og Leopard Trek, satte sig igennem i spurten på den 186 kilometer lange etape og henviste Marc de Maar (Team Roompot) til andenpladsen.

Gerdemanns sejr markerede en dobbelttriumf for Danmarks bedste cykelhold, fordi tyskeren samtidig overtog den gule førertrøje i løbet med et forspring på otte sekunder til de Maar.

Før fredagens etape var Cult-rytteren 20 sekunder efter den førende landsmand André Greipel (Lotto Soudal), men Greipel faldt hurtigt fra i det kuperede terræn, og så var vejen til førertrøjen åben.

Gerdemann vristede sig sammen med Marc de Maar fri af et større felt, og da de to skulle køre om sejren, var den erfarne tysker altså den hurtigste.

- Det er en stor lettelse for os alle på holdet. Vi har været tæt på mange gange, og endelig lykkedes det. Nu skal vi forsvare os på de to sidste etaper, det bliver ikke let, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, siger Linus Gerdemann til Cult Energys hjemmeside.

Den ene af tyskerens to danske hjælperyttere Troels Vinther måtte udgå på fredagens etape, mens Martin Mortensen kom i mål som nummer 17.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.