Tyske selskaber stopper flyvning til Sharm-el-Sheikh
Lufthansa siger, at dets selskaber Eurowings og Edelweiss indstiller flyvninger til Sharm el-Sheikh.
Det tyske flyselskab Lufthansa dropper flyvninger til Sharm el-Sheik. Arkivfoto.
Det tyske flyselskab Lufthansa dropper flyvninger til Sharm el-Sheik. Arkivfoto. Foto: Michael Probst/AP


Det tyske flyselskab Lufthansa siger, at dets selskaber Eurowings og Edelweiss indstiller flyvninger til Sharm el-Sheikh indtil videre som en sikkerhedsforanstaltning på grund af situationen i Sinai.

Storbritannien siger, at der er "en betydelig mulighed for, at tilhængere af Islamisk Stat i Egypten står bag et formodet bombeangreb mod et russisk passagerfly, som kostede 224 mennesker livet på Sinaihalvøen lørdag."

Briterne har indstillet flyvninger til og fra Sharm el-Sheikh i Sinai, indtil sikkerheden i lufthavnen er blevet forbedret.

Lufthansa siger, at Edelweiss og Eurowings, som er den tyske operatørs lavprisselskaber, havde planer om at flyve til Sharm-el Sheikh to gange om ugen. Selskaberne samarbejde med det tyske udenrigsministerium og rejseselskaber om at få passagerer hjem fra Sharm el-Sheikh.

Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at der ikke er endelige beviser for, at det var en bombe, som forårsagede lørdagens flystyrt.

- Vi kan ikke være sikre på, at det russiske fly styrtede på grund af en terrorbombe, men det virker stadig mere sandsynligt, at det forholder sig sådan, sagde Cameron torsdag inden et møde med den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, som er på besøg i London.

Storbritannien er ved at planlægge omkring 20.000 briters hjemrejse fra feriebyen.

Premierministeren siger, at Storbritannien har valgt at skride til handling, inden undersøgelsen af ulykken er færdig, fordi Storbritannien har grund til at tro, at det er mere sandsynligt end ikke, at det er en terrorbombe, der er skyld i styrtet.

Det russiske fly var af typen Airbus A321. Det lettede fra Sharm el-Sheikh med kurs mod Sankt Petersborg. De fleste om bord var russiske turister.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.