Tysk verdensetter indleder med sejr i WTA Finals
Angelique Kerber slog Dominika Cibulkova, mens Simona Halep i åbningskampen besejrede Madison Keys.
Angelique Kerber kom i gang med en sejr i tre sæt i Singapore.
Angelique Kerber kom i gang med en sejr i tre sæt i Singapore. Foto: Edgar Su/Reuters


Førstedagen ved kvindernes sæsonfinale i tennis blev søndag afviklet med to favoritsejre til følge.

Den tyske verdensetter, Angelique Kerber, fulgte op på sin exceptionelle sæson ved at besejre slovakken Dominika Cibulkova med cifrene 7-6, 2-6, 6-3.

Kerber har vundet både Australian Open og US Open, og efter triumfen i sidstnævnte turnering vippede hun amerikaneren Serena Williams af pinden som verdensetter.

Serena Williams har meldt afbud til WTA Finals i Singapore, og derfor må Kerber leve med favoritstemplet i turneringen.

Det gik altså godt i første omgang, da hun kom på tavlen med en sejr i første gruppekamp.

I samme gruppe - den røde - sejrede rumæneren Simona Halep over Madison Keys fra USA med 6-2, 6-4.

Mandag træder de øvrige fire spillere ind i turneringen i den hvide gruppe.

De to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.