Tysk udenrigsminister: Trump er farlig for verden
Donald Trumps udtalelser vækker igen bekymring blandt europæiske politikere.


Det vil være "skræmmende", hvis Donald Trump bliver præsident i USA, siger den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, ifølge en talskvinde.

Det er Trumps kontroversielle udtalelser den sidste tid, der har fået udenrigsministeren til at reagere, siger Steinmeiers talskvinde Sawsan Chebli onsdag.

- Han mener, det er skræmmende, hvad der kunne ske med verden, hvis Trump faktisk blev præsident, siger Chebli.

Steinmeiers reaktion kommer, efter at Trump tirsdag aften fremsatte en kommentar om Hillary Clintons våbenpolitik. Den blev af mange tolket som en opfordring til vold mod den demokratiske præsidentkandidat og har skabt stor debat.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har gennem en talskvinde oplyst, at hun ikke vil kommentere den amerikanske valgkamp.

Modsat er udenrigsministeren "ikke neutral" i spørgsmålet om, hvorvidt den republikanske præsidentkandidat er egnet til at sidde i Det Hvide Hus, siger Chebli.

Steinmeier er ikke den første højtstående europæiske politiker, der har udtrykt bekymring over Trumps kurs mod posten som USA's præsident.

Frankrigs præsident, François Hollande, har tidligere sagt, at man kan blive syg af nogle af Trumps kommentarer.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.